Aug 9, 2010

3 etape.


Jep så er tredje etape af i alt 4 kørt. Jeg har valgt at opdele sæsonen i 4 etaper.
Første etape. At få styr på det hele og finde frem til en base at arbejde ud fra.
Anden etape. Hurtigere tempo og mere følelse med cyklen.
Tredje etape. Opnå bedre set-up, mere konstant fart og højere placeringer.
Fjerde etape. Optimalt set-up, som giver mig mulighed for at give alt hvad jeg har i mig, uden at kigge mig tilbage.

27 Juni. Misano gik efter planen. Vi opnåede en bedre opsætning af affjedringen og jeg følte mig godt tilpas. Jeg kvallede på 3 række men følte at jeg kunne køre konstante hurtige tider og ik bare phantom tider.
Min strategi virkede også for mig i løbet. Der var mange der fyrede super tider af de første omgange, men derefter tabte de sutten lige så stille og roligt. Midt i løbet havde jeg hentede Davies (Triumph) på fjerde pladsen, som jeg overtog. I slutningen af løbet kæmpede jeg med ham og lokal helten Tamburini om pladsen. Men jeg manglede det sidste overskud i motoren for at komme med ud af svingene som dem og måtte hente alt i nedbremsningerne. Desværre så kræver Misano Exit power hvilket jeg manglede, så jeg kørte tilfreds over stregen som nr. 6.
En god weekend hvor vi virkelig fik taget hul på 3 etape.

11 Juli. Next race Brno.
En hård weekend kom os i møde i Tjekkiet. Jeg kender efterhånden min cykel så godt at jeg ved lige præcis hvor jeg har den. Hvilket jeg også understregede med at sætte 2 hurtigste tid i fri træning og 3 i Warm Up. Desværre løb vi ind i et problem, som vi troede var løst. Vores TC Traction Control virkede ik optimalt, faktisk langt fra. Det viste sig at den er sat op på en forkert måde og næsten ikke har været der for mig hele sæsonen. Hvilket også forklarer at jeg kæmper med meget baghjuls spin de første omgange af løbene. Det var også årsagen til at jeg ik kom med fører gruppen i løbet. Jeg havde masser af tempo og personligt overskud, men på de første omgange var jeg halvvejs ude over styret pga. min TC ik fungerede optimalt.
Det blev til en sjette plads igen, men en kedelig en af slagsen!
Nedtur at finde ud af vi har arbejdet i blinde med TC´en men samtidigt har det givet os en mulighed for at forbedre os.

01 August. Next race Silverstone og sidste del af 3 etape.
Banens layout er helt ny og strukket til 6 km. Den passede mig egentligt udmærket og den var også godt sat sammen. Om fredagen væltede jeg i et højfarts sving og forstrak mit højre ledbånd i knæet. Det er ik optimalt, men samtidigt er det en skade, som ik generer mig så slemt, den tager bare lang tid om at hele.
Vores tidligere nævnte Traction Controle problem var vi kommet på rette kurs med. Nu er det sat op rigtigt og kræver derefter tilpasning, hvilket også tager sin tid.
Det spillede for mig i kval da jeg kørte mange hurtige stabile tider og sluttede som femte hurtigst, min anden start fra anden start række i år.
Men om søndagen føltes det som om jeg fik sendt et samurai sværd i ryggen!!! Imens jeg kørte hurtigst i Warm Up og virkelig havde styr på det, så valgte min motor at sprænge i luften. Det var min bedste motor. Reserve motoren har jeg aldrig kørt med og den er ikke lige så stærk.
Men der var intet andet at gøre end at smide reserve motoren i til løbet og håbe på det bedste. At køre ud til et løb med en ny uprøvet motor svarer til at løbe en maraton i en anden mands sko!
Men bedste som jeg føler at motoren fungerer på Sight Seeing omgangen får jeg revet samurai sværdet 550 gange rundt i ryggen da jeg finder ud af at reserve motoren spilder olie!!! Der var ikke andet at gøre end at rulle ind til siden og springe tilbage til boxen og forsøge at starte løbet på reserve cyklen. Jeg skulle starte løbet på bagerste start placering, men problemet var bare at reserve cyklen aldrig har snust til banen da vi kun har kørt på etteren.
Jeg kommer afsted da starten går, men til mit held for en gangs skyld så bliver løbet flaget rødt kort tid efter pga. et styrt.
Teamet får løst problemet med den rigtige cykel, det viste sig at være en sensor der var hoppet af og lukket olie ud. Dvs. at jeg kan starte løbet på min nr. 1 cykel men stadigvæk med den uprøvede motor. Derudover skulle jeg også starte på tredje start placering i stedet for femte da to af kørerne foran ik kom til omstart.
Da jeg holdt på starten var jeg så forvirret at jeg ikke vidste om jeg havde læderdragt eller pyjamas på! Men jeg samlede mig sammen og fik mig selv sat op til omstarten.
De første omgange var jeg nødt til at bruge på at lære motoren at kende, den virkede men manglede power. Derefter fandt jeg mig selv på femte pladsen og gik forbi Davies så jeg lå firer. Jeg kunne se fører gruppen hele løbet og det pissede mig af at vide, at havde jeg haft den rigtige motor, var jeg kommet med fra start og kunne ha kæmpet om første pladsen...
Sidst i løbet med 3 omgange tilbage kom Davies forbi igen. Jeg havde det samme problem som på Misano, at jeg manglede exit power og måtte hente at i indbremsningerne. Jeg lurede på ham i 2 omgange og besluttede mig for at sætte mit angreb ind på sidste omgang i en lang hurtig venstre kurve, hvor jeg kunne bremse ham ud til den efterfølgende skarpe højre. Det virkede og for et kort øjeblik fik jeg tilbage hvad han havde stjålet fra mig. Men jeg driftede en smule ud under nedbremsningen og hans moment stærke Triumph gik indenom igen, så han kunne lukke af til den næste venstre, Damn... Det blev til en udmærket femte plads, årets bedste resultat indtil videre.
Men det er hårdt at vide at jeg kunne have været med i front, hvis min motor havde holdt, som den var bygget til!

Jeg ligger stadigvæk nr. 6 i VM et point fra 5 pladsen.

Næste løb er Nurburgring d. 5 september hvor jeg også tager hul på 4 og sidste etape i 2010.

No comments: